Af Kim Ruberg, næstformand, Danmark på Vippen. Kronik bragt i Avisen Danmark d. 29. maj. 2017.

København Kommune mister hvert år 2.509 indbyggere. Det har kommunen gjort siden 1950. Hvis det fortsætter sådan, vil den sidste københavner forlade sumpen ved Øresund i efteråret 2257.

Hvad? Det passer da ikke? København er jo en succes. Byen vokser hele tiden, og alle vil bo der.

Tja, det kommer jo an på øjnene, der ser. Ifølge Danmarks Statistik havde København Kommune i 1950 768.105 indbyggere. Pr. 1. januar 2017 havde kommunen 602.481 indbyggere. Så er det jo simpel matematik at regne ud, at byen i gennemsnit har mistet 2.509 indbyggere om året siden 1950, og med den udvikling vil vi i midten af 2200-årene kunne genskabe et smukt lavvandet naturområde mellem øerne Sjælland og Amager, hvor vadefugle vil kunne skabe sig et naturmæssigt paradis.

Sådan er det med statistik. Den kan bruges til at skabe de fortællinger, vi vil. Det er egentlig kun et spørgsmål om at vælge de rigtige input til statistikken.

I de seneste mange år har de centrale myndigheder i Danmark – centreret omkring nogle få hundrede topembedsmænd med adresse få hundrede meter fra Slotsholmen i København – brugt statistikker på netop den måde. Det har skaffet hovedstadsområdet enorme fordele og tvunget resten af Danmark ind i en negativ spiral, der nu truer både vores velstand, velfærd og sammenhængskraft. Eller som chefredaktør for Jysk Fynske Medier Troels Mylenberg skrev i sin leder d. 22. maj: “Det er indiskutabelt, at de seneste års mange reformer – domstole, politi, sygehuse, kommuner, og ikke mindst på uddannelsesområdet – har skruet provinsen ind i en negativ spiral, mens hovedstaden er landet i det modsatte.”

Den udvikling tog for alvor fart i 1980, hvor København Kommune for første gang siden tiden omkring 1. Verdenskrig kunne notere et befolkningstal på under 500.000 indbyggere. I en 30-årig periode havde København hvert år mistet rundt regnet 9.000 indbyggere. En helt uholdbar situation. Og derfor var der også bred national enighed om, at København skulle hjælpes.

Det blev byen. Et ufatteligt stort antal skruer blev stillet om, og Københavns nedgang blev vendt. Skruerne var først og fremmest koncentreret omkring en hårdhændet centralisering, især af statsadministrationen og på uddannelsesområdet, omkring byfornyelse, hvor der siden er brugt omkring 100 mia. kroner i fortrinsvis København, og en stor investering i offentlig trafik.

Det virkede. København gik frem, men samtidig var indstillingen af skruerne en stor byrde for resten af Danmark. I bogen ‘Udkantsmyten’ dokumenterer det socialdemokratiske folketingsmedlem Kaare Dybvad, at hjælpen fra resten af Danmark til hovedstaden udgør omkring 30 mia. kroner om året. Resten af Danmark får omkring en tredjedel tilbage i udligningsordninger.

Det kan ganske simpelt ikke fortsætte. Det må ganske simpelt ikke fortsætte. Faktum er nemlig, at Danmark lever af, hvad der produceres langt væk fra København. Som Danmark på Vippen dokumenterede i hvidbogen ‘Et Danmark i balance er et rigere Danmark’, kommer Danmarks overskudsgivende nettoeksport fra områder langt væk fra København. Her er det igen svært at se bagom statistikkerne, fordi København umiddelbart ser ud til at stå for halvdelen af Danmarks eksport. Men det er igen statistisk bedrag. På grund af centraliseringen og behovet for at gnubbe albuer med politikere og embedsmænd er en alt for stor del af de danske virksomheders hovedsæde placeret i København, og derfor tæller de med i statistikken i København. Men deres egentlige produktion og værdiskabelse sker ikke i København. Den sker i fabrikkerne, i landbruget og på verdenshavene.

Bruttonationalproduktet, der er meget højt i København, er et andet kapitel i dette statistiske bedrag. København viser igen og igen en høj BNP. Men det er ikke udtryk for værdiskabelse. Det er udtryk for, hvordan værdierne bliver fordelt. Sammenlign blot med USA’s hovedstad, Washington DC. USA’s forfatning begrænser Washington DC til 10 kvadratmil, hvor der ikke produceres andet end papir, intriger og varm luft. Alligevel har Washington DC et bruttonationalprodukt pr. indbygger omkring 3 gange så stort som for eksempel New York og Californien. Denne selvforherligende DJØF-målestok er fremragende til at argumentere for flere administrative arbejdspladser, mere papirskubberi, flere regler og mere kontrol. Men det gør os ikke rigere. Tværtimod. Spørg bare medarbejderne i Skat.

Men København vokser jo voldsomt lige nu, og resten af Danmark går tilbage, så noget må der jo være om det? Ja og nej. København er vokset voldsomt de seneste ti år, men de ti år har været præget af krise. Det er et veldokumenteret faktum, at i krisetider bliver der tabt mange job i de konkurrenceudsatte erhverv, mens de offentlige job ikke bliver færre. Derfor ser vi i krisetider overalt i verden en bevægelse fra de produktive områder til storbyerne. Det er også sket i Danmark. Og så er vi tilbage ved den bøjelige statistik. Alle officielle fremskrivninger i Danmark er pludselig begyndt at basere sig på de seneste fem eller ti år. Det får København til at fremstå som en stor succes, hvad en langsigtet statistik ikke gør. Var det ikke Churchill, der sagde: “Jeg stoler kun på de statistikker, jeg selv har forfalsket.”

Men hvor stor er egentlig tilgangen til København? Lad os se på et simpelt tal. I 2016 voksede København med 10.996 indbyggere. Men samme år blev 16.251 dygtige unge mennesker optaget på en videregående uddannelse i København Kommune. De fleste af dem tog formentlig bolig i København. Kommunen voksede altså med 5.255 færre personer, end de unge der blev tvunget til at tage uddannelse i København. Nu tror jeg ikke, de unge er kede af at tage en uddannelse i København. Det er og bliver en pragtfuld by. Men årsagen til, at de flytter til København, er ikke, at kommunen har gjort det godt. Årsagen er ganske simpel, at Danmark politisk har besluttet at centrere en alt for stor andel af vores uddannelser i hovedstadsområdet. De unge har ikke noget reelt valg. Heller ikke de, der gerne vil blive hjemme, hvor de kommer fra, og på længere sigt få job i de virksomheder, vi reelt lever af.

Sund logik og masser af forskning siger, at klyngedannelser omkring de værdiskabende virksomheder skaber fremdrift og konkurrencekraft. Derfor er det godt, at regeringen og de store oppositionspartier nu er enige om at flytte statslige arbejdspladser ud, hvor de kan blive en del af en sådan klynge. Nu mangler vi bare, at de samme politikere også indser, at uddannelserne skal flytte med. En geografisk klynge bestående af virksomheder, statsinstitutioner og uddannelser inden for det samme område er en vinderopskrift og basis for succes og konkurrencekraft. Spørg bare i Silicon Valley, Seattle og Stavanger. Men vi mangler én ting mere: Vi mangler at få politikerne til at vride armen om på Slotsholmens DJØF’ere, især dem i Finansministeriet. De sidder med deres forældede regneark og bliver ved med at efterligne de tre berømte aber, der hverken vil se, høre eller tale, men blot fortsætte med at tro blindt på, at stort er godt, og småt er skidt. At centralisering er svaret på alle problemer.

Det undrer mig, når nu for eksempel en grundig gennemgang af Finansministeriets prognoser, som Dagbladet Information har foretaget, viser, at de gennem 42 år kun har ramt rigtigt i fem ud af 179 gange.

I 2017 har skruerne været stillet til fordel for København i 36 år. Det har bragt meget store dele af Danmark ind i en negativ spiral, der nu truer vores velstand, velfærd og sammenhængskraft. Især fordi de områder, der er hårdest ramt, er de områder, der reelt bidrager til vores velstand, i stedet for blot at sælge konsulentydelser til hinanden og derved skabe et stort bruttonationalprodukt.

Nu skal skruerne stilles om til fordel for hele Danmark. Det har politikerne i alle de store partier heldigvis erkendt. Men de har et problem. Erkendelsen er ikke sunket ind blandt Slotsholmens DJØF’ere. De danske embedsmænd er dygtige mennesker, men de ændrer ikke adfærd på grund af løs snak og luftige erklæringer. De skal have konkrete beslutninger og målsætninger. Derfor bør alle partier i Danmark tage ved lære af deres kolleger i Sverige og blive enige om en overordnet vision for et sammenhængende Danmark i balance, der blandt andet sikrer, at

  • Danskerne, hvor de end bor i landet, skal have samme muligheder.
  • ‘Skruerne’ skal justeres, så Det Lokale Danmark ikke hvert år overfører så mange penge til hovedstaden, at de ikke har råd til at sikre deres borgere og virksomheder fornuftig service og tidssvarende rammevilkår.
  • Uddannelser skal placeres rundt om i Danmark, så de understøtter vores erhvervsliv og sikrer, at der er mulighed for at tilbyde uddannelsespladser lokalt til de familier, der arbejder i vores eksportvirksomheder.
  • Statslige arbejdspladser skal placeres rundt om i Danmark, så de arbejder sammen med og understøtter vores eksporterende erhvervsliv og skaber konkurrencedygtige klynger.
  • Der skal indføres en effektivt mekanisme til at vurdere konsekvensen for balancen i Danmark af alle lovforslag og administrative beslutninger (Vurdering af Virkningerne på Balancen, VVB)
  • Centralisering skal erstattes af et princip om, at administration og beslutninger altid skal være så tæt på borgerne som muligt.

Sådan vil vi kunne fastholde et rigt Danmark, hvor sammenhængskraften er stor og velfærden sikret.