Faaborg-Midtfyn Kommune er nyt medlem af Balance Danmark

Faaborg-Midtfyn Kommune har meldt sig ind i organisationen Balance Danmark, der arbejder for vækst og udvikling i hele landet. Borgmester Hans Stavnsager (S) peger særligt på kampen for et nyt og retfærdigt udligningssystem som en af grundende til kommunens medlemskab af Balance Danmark.

“Det er næppe gået manges næse forbi, at der er noget galt med vores udligningssystem i Danmark. Og i Faaborg-Midtfyn har vi i højere grad end mange andre kommuner været førstehåndsvidner til, hvor ulogisk, forvirrende, uretfærdigt og ligefrem komisk systemet er indrettet i dag. Derfor har vi meldt os ind i Balance Danmark. For hvis vi vil have et land, der hænger sammen, og hvor der ikke er en verden til forskel mellem land og by og mellem rige og fattige kommuner, så er det helt og aldeles nødvendigt, at vi får et nyt udligningssystem,” siger Hans Stavnsager, borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Balance Danmark offentliggjorde i forrige uge en ny uddannelsesanalyse, der viser, at 81 pct. af alle studiepladser på de videregående uddannelser med optag i 2019 er placeret i de fire store byområder i Danmark. Og netop decentralising af uddannelser står også højt på Faaborg-Midtfyns ønskeliste, siger Hans Stavnsager.

“Årtiers centralisering har betydet, at de unge i mange dele af landet har alt for langt til en uddannelsesinstitution. Vi har et samfund, som skriger på faglært arbejdskraft, men alligevel skal mange unge dagligt bruge flere timer på transport, hvis de eksempelvis vil tage en erhvervsuddannelse. Det er uholdbart for den enkelte, for byer som Faaborg og for vores samfund som helhed. Hvis vi vil have et land i balance og med lige muligheder, uanset om man bor i Faaborg eller på Frederiksberg, er vi nødt til at decentralisere vores uddannelsessystem.”

Hos Balance Danmark glæder formand Kim Ruberg sig over, at Faaborg-Midtfyn Kommune har valgt at tilslutte sig kampen for et Danmark i bedre balance. Det er helt afgørende med en stærk og samlet stemme, siger han. Ikke mindst nu, hvor de politiske forhandlinger om en ny udligningsordning snart går i gang.

“I Balance Danmark arbejder vi for en gennemgribende reform af udligningsordningen, så den i modsætning til den nuværende rent faktisk kommer til at leve op til sit formål, som er at sikre et lige velfærdsniveau ved et nogenlunde lige beskatningsniveau i alle landets kommuner. Skal det lykkes, er det afgørende, at vi står sammen. Derfor er jeg også rigtig glad for at kunne byde Faaborg-Midtfyn, som er en vigtig del af det produktive Danmark, velkommen i Balance Danmark.”

Balance Danmark har fokus på viden, analyse og udvikling. Organisationen formidler viden om et Danmark i geografisk balance, producerer analyser om udviklingstendenser og fordelingsmæssige spørgsmål og igangsætter konkrete projekter til gavn for udviklingen regionalt og lokalt.

Balance Danmark ændrede navn fra Danmark på Vippen i december 2018, hvor foreningen Staten i hele Danmark samtidig tilsluttede sig.

For yderligere spørgsmål kontakt:
Martin Ø. Carstensen
Chef for Politik og Kommunikation
Tlf.: 23 71 00 43
Mail: mac@balance-danmark.dk

Faaborg-Midtfyn Kommune er nyt medlem af Balance Danmark