Nu bliver det nemmere for små virksomheder og iværksættere i yderområder at låne penge

Den nedre beløbsgrænse, der hidtil har stået i vejen for, at Vækstfonden kunne yde vækstlån på mindre end 1 mio. kr., bliver nu fjernet. Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Det får særligt mindre virksomheder uden for de store byområder glæde af.

“Hvis landdistrikterne skal være et godt sted at bo og arbejde, er der brug for gode vækstmuligheder blandt de lokale virksomheder. Særligt vores mindre virksomheder er helt afgørende for at skabe og fastholde arbejdspladser i hele Danmark. De skal ikke have dårligere muligheder for at låne penge end resten af erhvervslivet. Derfor giver vi nu virksomhederne en ekstra hjælpende hånd ved at åbne for adgangen til mindre lån gennem Vækstfonden,” siger erhvervsminister Simon Kollerup.

I efteråret præsenterede regeringen et nyt statsgaranteret boliglån, som skal sikre, at det ikke er boligens beliggenhed i et tyndt befolket område, der afgør, om man kan få et boliglån eller ej. En model, Balance Danmark roste. I den forbindelse opfordrede Balance Danmark til, at Folketingets partier husker de erhvervsdrivende og iværksættere uden for de større byer, som også oplever problemer med at låne penge til fx at udvide produktionen eller starte en ny virksomhed.

Med dagens nyhed om at den nedre beløbsgrænse sænkes, imødekommer regeringen en del af det ønske.

Til Børsen siger Rolf Kjærgaard, adm. direktør i Vækstfonden, at det primært er i yderområderne, der efterspørges lån på under 1 mio. kr.

“Vi vil fortsætte med den brede indsats, vi har, som handler om at være med til at skubbe på vækst i hele Danmark. Både i store byer, mindre byer og i landdistrikterne. Det er mindre, nye erhvervsdrivende iværksættere – ikke mindst i yderområderne – der efterspørger mindre lån,” siger Rolf Kjærgaard.

Læs mere om mulighederne for vækstlån her.

Nu bliver det nemmere for små virksomheder og iværksættere i yderområder at låne penge