Ø-kommuner: Lavere færgepriser for gående hele året

Sommerpakken med gratis færgebilletter har været en kæmpe succes med markant øget turisme på øerne. Derfor foreslår borgmestre fra fire ø-kommuner lavere færgepriser hele året rundt for gående og cykler.

Alle rekorder er blevet slået i juli måned på de danske øer. Det skyldes ikke mindst Sommerpakken, som har givet alle danskere uanset indkomstgrundlag mulighed for at opleve de danske øer. Skal den udvikling fortsætte, kræver det lavere færgepriser hele året rundt for gående og cykler.

Sådan lyder forslaget fra borgmestrene på Ærø, Samsø, Fanø og Læsø i et brev til Folketinget. Forslaget bakkes op af en lang række aktører – herunder Balance Danmark.

”Færgeoverfarten behøver ikke at være gratis, som det har været tilfældet i år (juli mm.), men det vil styrke turismen, hvis de lavere færgepriser for gående passagerer og cykler bliver gældende hele året også om sommeren. Dette vil være med til at understøtte, at alle danskere har råd til at holde ferie på øerne og sikre mere trafikal ligestilling for øboerne,” skriver borgmestrene bl.a. i brevet.

2017 vedtog et enigt Folketing det såkaldte landevejsprincip, som betyder, at det altid skal koste det samme at sejle med færge som at køre den tilsvarende strækning i bil på landevejen. Landevejsprincippet gælder dog ikke for de 7 højsommer-uger, hvor de fleste danskere holder sommerferie.

Det er ærgerligt, lyder det fra borgmestrene, som i brevet også lægger vægt på, hvor stor økonomisk betydning de mange turister har for øerne:

”Vi har i løbet af juli slået alle rekorder med de højeste antal passagerer for en måned, højeste antal cykelturister osv. Vores overnatningssteder, spisesteder, detailhandel og turistattraktioner har haft den bedste sommer nogensinde. Vi forventer ligeledes, at august og september vil slå alle rekorder for skuldersæsonen.”

Du kan læse hele brevet her: Ø-kommunerne er klar til lavere færgepriser om sommeren for gående passagerer og cykler.

Ø-kommuner: Lavere færgepriser for gående hele året