Vordingborgs borgmester: »Vores indmeldelse i Balance Danmark er en investering«

Vordingborg Kommune har meldt sig ind i Balance Danmark og tilslutter sig dermed kampen for vækst og udvikling i hele Danmark.

”Vores indmeldelse i Balance Danmark er en investering. Målet er, at den kommer flerfold igen, når vi bliver en del af et stærkt fællesskab, der med viden og analyser skal skabe resultater, når det gælder udviklingen af et sammenhængende Danmark,” siger Mikael Smed (S), borgmester i Vordingborg Kommune.

Balance Danmarks primære opgave er at udarbejde løsningsorienterede analyser om vækst og udviklingsmuligheder, der styrker hele landet. Det skal være med til at sikre, at de mange potentialer, der findes i hele Danmark, kan udfolde sig.

”Vi har rigtig mange muligheder i Vordingborg, som vi ønsker endnu mere i spil. For eksempel rum til nye uddannelsesinstitutioner og plads til erhverv og turisme, så der kan skabes flere arbejdspladser. Det hele hænger sammen, når vi taler om bæredygtighed og balance,” siger Mikael Smed.

Kim Ruberg, formand for Balance Danmark, er meget glad for at kunne byde Vordingborg Kommune velkommen som nyt medlem:

“Vordingborg er en kommune med et stort udviklingspotentiale, når vi kigger på hele vores klyngetankegang. Det skal vi være med til at understøtte, så vi kan få skabt endnu mere sammenhæng mellem eksempelvis uddannelser, erhvervsliv og arbejdsmarked i den sydøstlige del af Sjælland,” siger Kim Ruberg.

Han glæder sig over den stigende opbakning, som Balance Danmark i øjeblikket oplever:

“Det er vigtigt for os at opnå en så bred geografisk opbakning fra hele landet som muligt, og derfor glæder jeg mig særligt over at kunne byde endnu en sjællandsk kommune velkommen i vores støt stigende medlemskreds,” siger Kim Ruberg.

Balance Danmark har fokus på viden, analyse og udvikling. Organisationen formidler viden om et Danmark i geografisk balance, producerer analyser om udviklingstendenser og fordelingsmæssige spørgsmål og igangsætter konkrete projekter til gavn for udviklingen regionalt og lokalt.

Balance Danmark ændrede navn fra Danmark på Vippen i december 2018, hvor foreningerne Staten i hele Danmark og Oprør fra Udkanten samtidig tilsluttede sig. Læs mere om Balance Danmark her.

For yderligere spørgsmål kontakt:
Martin Ø. Carstensen
Chef for Politik og Kommunikation
Tlf.: 23 71 00 43
Mail: mac@balance-danmark.dk

Vordingborgs borgmester: »Vores indmeldelse i Balance Danmark er en investering«