Borgmester: Vi kan få lov at have alle ulemperne, bøvlet og balladen

Thisted Kommunes borgmester, Niels Jørgen Pedersen (V), sender i et brev til Udvalget for Landdistrikter og Øer en skarp kritik af, at borgerne i kommunen får alt for lidt ud af at lægge arealer til kæmpe VE-anlæg.

Verdens højeste vindmøller er på vej til Thisted Kommune i forbindelse med etableringen af et testcenter for vindmøller på op til 450 meters højde. Men gevinsterne for borgere og kommune udebliver. Sådan lyder det i et brev fra Thisted Kommunes borgmester til Christiansborg.

– Installationerne skal ovenikøbet placeres i en kommune, som desværre ikke kommer til at mærke nogen gevinster ved projektet. Vi har ikke del i de mange vindmøllejobs og den massive omsætning, som andre dele af Danmark nyder godt af, men vi og vores borgere kommer til gengæld til at betale den fulde omkostning ved projektet, skriver Niels Jørgen Pedersen (V) i brevet til Udvalget for Landdistrikter og Øer.

Det frustrerer borgmesteren i Thisted Kommune, som til Jyllands-Posten forklarer, at der er et kæmpe behov for at sikre lokale gevinster ved opstilling af VE-anlæg.

– Vi er i Thisted klar på den grønne omstilling. Men vi kan få lov at have alle ulemperne, bøvlet og balladen. Man er nødt til også at levere nogle fordele til os. I stedet har man nærmest skåret hele Nordjylland af landkortet, når det gælder grøn omstilling, siger Niels Jørgen Pedersen (V) til Jyllands-Posten.

Han får opbakning fra borgmesteren i Ringkøbing-Skjern Kommune, Hans Østergaard (V).

– Det er ikke mange penge fra en producerende vindmølle, der løber direkte ned i kommunekassen. Der er også flere kommuner omkring mig, der ytrer ønsker over for staten, regering og folketing om, at der skal være et afkast til de kommuner, hvor det her bliver placeret. Og det er jeg med på. Også fordi det er en kendsgerning, at der er nogle kommuner, der tager et større ansvar end andre, siger Hans Østergaard til Jyllands-Posten.

Du kan læse hele artiklen i Jyllands-Posten her.

Foto: Thisted Kommune.

Borgmester: Vi kan få lov at have alle ulemperne, bøvlet og balladen