En række borgmestre fra kommuner med stærke scenekunstmiljøer opfordrer i et fælles brev kulturminister Jakob Engel-Schmidt til at bruge den kommende scenekunstreform til at skabe reel kulturel balance i Danmark.
Borgmestrene peger på, at scenekunst ikke kun handler om forestillinger, men også om bosætning, dannelse, turisme, erhvervsudvikling og sammenhængskraft.
Balance Danmarks tal: Markant skævhed i midlerne
Brevet fremhæver tal fra Balance Danmark, som ifølge borgmestrene dokumenterer en tydelig geografisk ubalance i statens støtte:
“Region Hovedstaden modtager omkring 69 procent af midlerne, selv om kun cirka 31 procent af befolkningen bor der. Samtidig modtager Region Sjælland, Syddanmark og Nordjylland en væsentligt mindre andel, end deres befolkningsgrundlag tilsiger.”
Borgmestrene understreger, at skævheden rækker ud over kulturpolitikken:
“Det er ikke kun et kulturpolitisk spørgsmål – det er et regionalpolitisk spørgsmål. Når professionelle kulturtilbud er langt væk, påvirker det både børns møde med kunst, borgernes adgang til fællesskaber og oplevelsen af lige muligheder på tværs af landet. Kulturministeriets egne analyser viser desuden, at en stor del af danskerne slet ikke benytter scenekunst, særligt i områder langt fra de større institutioner.”
Kommuner kan ikke løfte alene
Kommunerne investerer allerede i lokale kulturtilbud, men efterlyser en tydeligere statslig prioritering:
“Men virkeligheden er, at kommunerne ikke kan løfte opgaven alene.”
Borgmestrene foreslår en klar regional teaterstruktur med stabil statslig medfinansiering, så teatre med rækkevidde på tværs af kommunegrænser kan løfte et større geografisk ansvar – uden at “svække kulturinstitutionerne i København, Aarhus, Odense eller Aalborg”.
Tre opfordringer til reformen
De opfordrer til, at reformen:
- anerkender den dokumenterede geografiske ubalance
- styrker statens engagement i regionale kulturtilbud
- skaber rammer, hvor kommunale investeringer i kultur matches af en tydelig national prioritering
Brevet er underskrevet af borgmestrene i Holbæk, Haderslev, Svendborg, Bornholm, Langeland, Faaborg-Midtfyn, Slagelse og Ærø.
Balance Danmarks brev til ministeren
Balance Danmarks bestyrelse sendte i december 2025 også et brev til kulturministeren, hvor de hilser reformarbejdet velkommen og kommer med organisationens anbefalinger til en kommende reform. Det brev kan du læse her.

