Kronik bragt i Berlingske d. 3. oktober 2018

Af Kim Ruberg, formand for Danmark på Vippen

I første halvdel af 1980erne boede og arbejdede jeg i København. Jeg cyklede dagligt fra min bopæl ved Trianglen på Østerbro til min arbejdsplads i Indre By. En skøn tur gennem det gamle København.

Men det var også dengang, København var slidt. Brokvartererne var i forfald. De kulturelle tilbud var langtfra sprudlende. Og børnefamilierne flyttede ud af byen. Der var krise i København. Byen mistede fra 1950 til 1980 knap 270.000 indbyggere. Eller 9.000 om året. Var den udvikling fortsat, ville den sidste københavner forlade byen i 2036. Sådan går det – heldigvis – nok ikke.

København fik vendt udviklingen. Holger Bisgaard, tidl. planchef i Københavns Kommune, beskriver i bogen »Københavns Genrejsning«, hvordan udviklingen blandt andet var et resultat af en politisk vilje til at ændre på byens status. »En vilje, som var til stede både i kommunen og hos de statslige aktører,« skriver Bisgaard.

Den politiske vilje på Christiansborg til at vende den negative udvikling i hovedstaden var stor. Fra 1980 til 2010 brugte staten ifølge Curt Liliegreen, direktør for Boligøkonomisk Videncenter, 80 mia. kr. på byfornyelse i København alene. Samtidig blev en masse skruer vendt til hovedstadens fordel. Skruer, der stadig er indstillet, så de gavner hovedstaden. Det viser en række analyser, vi i Danmark på Vippen har udgivet.

Det gælder eksempelvis på uddannelsesområdet. 30 pct. af alle uddannelsespladser med optag i 2018 på de videregående uddannelser ligger i landsdelen Byen København, hvor 13 pct. af befolkningen bor.

Det gælder på kulturområdet. 72 pct. af museumsstøtten går til museer i hovedstadsområdet, mens 69 pct. af den statslige støtte til scenekunstprojekter i 2017 blev udbetalt i Region Hovedstaden.

Og det gælder i forhold til de statslige arbejdspladser. En analyse, Danmark på Vippen i øjeblikket er ved at udarbejde, viser foreløbig, at 30 pct. af alle statslige årsværk i 2017 var placeret i landsdelen Byen København. For hele hovedstadsområdet er tallet 46 pct. Medregner vi alle flytninger af de statslige arbejdspladser, ændrer tallet sig ikke meget. Hovedstaden er stadig begunstiget med langt flere statslige arbejdspladser målt pr. indbygger, end resten af Danmark er.

Hovedstaden burde i dag indtage rollen som den bror, der nu deler ud af sit overskud til de søskende, der om nogen har været med til at skabe hans gode kår. Der er nemlig overskud på kontoen på stort set alle parametre. Udviklingen er vendt – blandt andet med hjælp fra alle danske skatteborgere.

Men i stedet for at påtage sig den rolle, indtager flere hovedstadsbaserede politikere og meningsdannere nu rollen som ofre. Vi må forstå, at hovedstaden er under angreb. Hovedstads-bashing kalder man det. Nu tidligere erhvervsminister Brian Mikkelsen brugte endda udtrykket, da han her i avisen forklarede, hvorfor regeringen havde nedsat en hovedstadskommission: »Nu må den hovedstads-bashing stoppe.«

Men kære alle jer, der føler, at hovedstaden i øjeblikket er under et massivt og stormfuldt angreb fra alle sider: Intet kunne være mere forkert. København er alt andet end et offer.

Der er ingen, der angriber hovedstaden. Der er nemlig stor forskel på at angribe hovedstaden og beskrive den faktiske tilstand. I Danmark på Vippen angriber vi ikke hovedstaden, når vi påpeger, at centraliseringen af uddannelsespladser, statslige arbejdspladser, kulturkroner etc. gavner København. Det er fakta.

Regeringen angriber heller ikke hovedstaden, når den vælger at flytte statslige arbejdspladser fra hovedstaden til resten af Danmark.

Overrepræsentationen af statslige arbejdspladser har i årtier været til enorm stor økonomisk fordel for hovedstaden. Kaare Dybvad (MF, S) dokumenterer i bogen »Udkantsmyten«, at resten af Danmark overfører op mod 28 mia. kr. om året til hovedstaden som følge af en overrepræsentation af statslige arbejdspladser og offentlige selskaber. En overrepræsentation, der altså stadig er markant efter de seneste flytninger af statslige arbejdspladser.

Det er ikke et angreb på hovedstaden at fordele goderne mere lige. På samme måde angriber vi ikke hovedstaden, når vi i diskussionen om en ny udligningsordning påpeger, at borgerne uden for hovedstadsområdet i dag får dårligere kommunal service. Det er fakta.

Det er til gengæld mangel på respekt og forståelse for den udvikling, områder i resten af Danmark har gennemgået specielt det sidste årti, når man fra hovedstadens side nu begynder at tale om hovedstads-bashing.

Den respekt og forståelse var til stede fra resten af Danmarks side, da genrejsningen af København var på tale. I dag har andre områder af Danmark brug for en hjælpende hånd, så udviklingen her kan vendes. Derfor bliver ca. 5.000 af de godt 85.000 statslige årsværk, som ligger i hovedstadsområdet, flyttet fra hovedstaden til resten af Danmark.

Set i det lys er det nærmest patetisk at høre hovedstaden anklage politikere og andre for hovedstads-bashing på baggrund af flytningen af nogle tusinde statslige arbejdspladser. Bedre bliver det ikke, hvis vi ser på udviklingen de seneste år. Fra 2008 til 2015 fik hovedstadsområdet mere end 6.000 nye statslige arbejdspladser. Helt automatisk. Hvem råbte højt der?

Meget tyder desværre på, at vi er endt et sted, hvor et politisk ønske om et Danmark i geografisk balance og flytningen af nogle tusinde arbejdspladser kan få hovedstadsbaserede politikere og meningsdannere, der angiveligt er vant til, at hovedstadens udvikling altid kommer i første række, helt op i det røde felt og ligefrem tale om krigen mod København. Undskyld mig, men det er jo helt ude af proportioner.

Heldigvis er stort set alle partier i Folketinget enige om, at vi skal have skabt vækst og udvikling i hele Danmark. Det er ikke blot afgørende for resten af Danmarks fremtid, men også for hovedstadens. I Danmark lever vi nemlig af vores overskudsgivende nettoeksport. Og godt nok har flere og flere virksomheder flyttet hovedkontoret til hovedstaden, men produktionen foregår altså ude i landet. I fabrikkerne, i landbruget og på verdenshavene. Det er her, værdiskabelsen finder sted.

At hovedstaden har et højt BNP, har ikke noget med værdiskabelse at gøre. Det er en hovedstadseffekt. Se bare på Washington DC. Ti kvadratmil ved Potomacfloden, hvor der ikke produceres meget andet end papir og intriger. Alligevel har Washington DC et BNP pr. indbygger, der er omkring tre gange så stort som fx New York og Californien. Siger det noget om, hvor værdierne skabes? Nej, vel?

Understøtter vi ikke udviklingen i hele Danmark – eksempelvis ved at sikre et differentieret arbejdsmarked, gode uddannelsesmuligheder og investeringer i infrastruktur – vil det koste Danmark A/S meget dyrt. For så flytter virksomhederne produktionen ud af landet.

En ny OECD-rapport konkluderer da også, at decentralisering styrker vækst og effektivitet. I Danmark har vi siden centraliseringsreformerne i 00erne desværre bevæget os i den stik modsatte retning. Men den centralisering, vi har oplevet, er på ingen måde en naturlov. Den er derimod skabt af et centraliseringsbegejstret embedsværk bakket op af ukritiske politikere med negative konsekvenser for store dele af Danmark.

Det skal vi have ændret. Vi skal satse på decentralisering. Det kræver blot kloge politikere, der kan se vækstmulighederne i at udarbejde en langsigtet strategi for et decentralt Danmark. En decentral strategi, som samtidig vil fungere som effektiv kur mod en presset infrastruktur, boligmangel og luftforurening i København.

Det vil ikke være et angreb på hovedstaden.