Kronik i Jyllands-Posten d. 18/2-2019.

Af Balance Danmarks bestyrelse: Kim Ruberg, formand, Jesper Frost Rasmussen, næstformand, borgmester (V) i Esbjerg Kommune, Holger Schou Rasmussen, borgmester (S) i Lolland kommune, Erik Lauritzen, Borgmester (S) i Sønderborg Kommune, Ib Lauritsen, borgmester (V) i Ikast-Brande Kommune, Lars Erik Hornemann, Viceborgmester (V) i Svendborg Kommune, Michael Böss, forfatter. 

Folketinget tager beslutninger på et helt forkert grundlag, og konsekvensen er, at alle vi danskere bliver fattigere.

Det er beslutningsgrundlaget, det er galt med. Og det er let at gøre noget ved det, hvis ellers vores politikere tør sætte sig igennem over for embedsmændene og stærke københavnerinteresser.

I de senere år er det lykkedes Finansministeriets teoretiserende embedsmænd at hæve begrebet bruttonationalprodukt (bnp) op til et næsten gudgivet objektivt fundament for alle væsentlige politiske beslutninger. Men ikke blot er det i sig selv forkert. Politik er og bør være meget mere end regneark. Og måden, Finansministeriet udregner beslutningsgrundlag på, fortegner, hvor og hvordan værdierne i Danmark reelt bliver skabt.

Balance Danmark tog fat på den diskussion allerede i 2015, da organisationen under sit daværende navn Danmark på Vippen udgav hvidbogen ”Et Danmark i balance er et rigere Danmark”.

Hvidbogen dokumenterer, at Danmark, som stort set alle andre lande, lever af sin overskudsgivende nettoeksport og den produktion, der konkurrerer med import. Når vi ser på Danmarks overskudsgivende nettoeksport, er den på omkring 250 mia. kr. om året. Langt det meste af de 250 mia. bliver tjent langt væk fra de store byer. Eller som ph.d. Jesper Bo Jensen konkluderer i hvidbogen:

»Det samlede billede er indtil nu, at de brancher, der har stor betydning for vores nettoeksport og dermed vores indtjening til landet fra udlandet, har deres hovedomsætning i Jylland, på Vest- og Sydsjælland og på Fyn. Der er dog også bidrag på både jobsiden og til omsætningen fra Københavns omegn og til dels selve byen, men det samlede billede er alligevel klart: Vi lever i Danmark af de erhverv, der findes koncentreret i de dele af landet, der ligger længst væk fra Hovedstaden.«

Men hvordan kan det så være, at Danmarks Statistiks officielle tal viser, at 50 pct. af Danmarks eksport kommer fra hovedstadsområdet, og at en god tredjedel af vores bruttonationalprodukt bliver lavet der?

Det skyldes ganske simpelt, at Danmarks Statistiks tal er misvisende, hvis det, vi ønsker at vide noget om, er, hvor den reelle værdiskabelse i Danmark foregår. Vi bør derfor have en speciel statistik på overskudsgivende nettoeksport, der vil give et billede af, hvor i Danmark værdierne bliver skabt. Og vi skal opgøre Danmarks bnp på en mere retvisende måde. Lad os se på det sidste i detaljer.

Bnp-statistikken er misvisende , fordi den ganske simpelt henfører en meget større del af bnp til hovedstadsområdet, end der reelt produceres dér. Og den er misvisende, fordi en del af den øvrige bnpdannelse i hovedstadsområdet udelukkende sker, fordi en overdreven centralisering af Danmark tvinger dem til at være der – ikke fordi de gerne vil være der, eller fordi det er mest hensigtsmæssigt for dem at være der.

Lad os se nærmere på misvisningerne.

Den første misvisning er, at de officielle statistikker henfører hele det bnp, som en virksomhed producerer, til den lokalitet, hvor dens hovedkontor er. Tag for eksempel Velux. De har hovedkontor i Hørsholm med relativt få ansatte, men produktionen af vinduer finder i Danmark primært sted i det midtjyske med langt størstedelen af de ansatte. Det giver et helt skævt billede af, hvor værdierne reelt skabes, og hvem der skaber dem, når alt det arbejde, som hovedparten af medarbejderne udfører, bliver henført til Hørsholm, fordi de administrative medarbejdere er placeret her.

Når rigtig mange af landets store virksomheder ligesom Velux har placeret hovedkontoret og de administrative stillinger i hovedstadsområdet, samtidig med at produktionen kører for fuld damp ude i landet, er det med til at booste hovedstadens væksttal på en falsk baggrund.

Løsningen er simpel: Selskabsskatten i Danmark betales, efter hvor medarbejderne er placeret i landet, så redskabet til at sikre en retvisende statistik på området er til stede. En virksomheds bnpbidrag skal ganske enkelt fordeles ud over Danmark, på samme måde som virksomhedens selskabsskat bliver det. Det er den første misvisning, som er let at gøre noget ved.

Den anden store misvisning drejer sig om Danmarks store maritime sektor. Her tjener vi pengene på tusinder af skibe, hvoraf de færreste nogensinde anløber dansk havn. Men da hovedkontorerne ligger i København, bliver den enorme produktion, skibene rundt om i verden skaber, talt med i København. Det erhverv bør simpelthen opgøres i en søjle for sig, så bnp herfra ikke tæller med i nogen bestemt geografi. Det fjerner endnu en stor klump misvisning.

Og en særlig bnp-søjle bør også tildeles bnp fra statslige arbejdspladser. Det gælder for eksempel arbejdspladser i ministerier, statslige styrelser, statslige uddannelsesinstitutioner og i forsvaret. De er jo betalt af vores fælles skattepenge, og det er politisk besluttet, hvor de skal ligge. Det siger ikke noget som helst om et bestemt områdes evne til at tiltrække arbejdspladser eller skabe gode vilkår for værdiskabelse. Det er udelukkende et spørgsmål om politisk indflydelse og politiske beslutninger.

Af samme grund bør bnp fra interesseorganisationer og lignende, der udelukkende knytter sig til landsfunktioner som for eksempel LO, DA, DI, Landbrug og Fødevarer, også henføres til en neutral søjle, der ikke er geografisk placeret.

På den måde vil politikerne og alle vi andre danskere få et mere retvisende grundlag for, hvor Danmarks reelle værdiskabelse sker. Og det vil sikre et langt bedre grundlag for at tage beslutninger og prioritere.

Det vil samtidig vise , at hovedstaden ikke er Danmarks vækstmotor, men – som en hovedstad altid er – et område, der primært lever af at være netop hovedstad.

Balance Danmark havde i 2018 en række møder med borgmestre i New Zealand – et land, der i størrelse og økonomi minder meget om Danmark. New Zealand har fornuftigt valgt at have sin hovedstad i Wellington, en by, der ligger midt i landet og er på størrelse med Aarhus, og ikke i Auckland, der er en by på størrelse med København, men som ligger i landets nordlige udkant.

Vi spurgte Wellingtons borgmester, Justin Lester, om, hvor meget det økonomisk set betyder for byen at være hovedstad. Svaret er tankevækkende: »Den direkte effekt af at være hovedstad giver os mellem 30 og 40 pct. af vores totale økonomi, og hvis vi tager de indirekte effekter med, bliver det vel omkring 80 pct.,« svarede han.

Den samme effekt er meget tydelig i USA, hvor hovedstaden Washington, D.C., der kun måler 10 mil i hver retning og ikke producerer andet end papir, intriger og varm luft, alligevel har et bnp per indbygger, der er omtrent tre gange så stort som det tilsvarende i New York, Californien eller for den sags skyld Danmark. Men hvem med bare den mindste forstand på økonomi vil påstå, at den reelle værdiskabelse er større i Washington, D.C. end i New York og Californien?

Det bringer os til den hovedstadsmyte, som Frank Jensen og hans hovedstadskolleger konsekvent fremfører: Det, der er godt for København, er godt for Danmark.

Det er netop en myte, som vi også i sin tid dokumenterede i hvidbogen. Virkeligheden er det stik modsatte: Vækst i resten af Danmark skaber mere vækst i hovedstaden, end man ellers ville have haft, mens vækst i hovedstaden kun smitter af på resten af landet i meget ringe omfang – eller slet ikke.

Danmark fortjener altså et bedre statistisk grundlag for vores beslutninger. Der er behov for to vigtige ændringer: Vi skal udarbejde en løbende statistik, der viser vores overskudsgivende nettoeksport. Samtidig skal vi forstå, at netop overskudsgivende nettoeksport er det vigtigste grundlag for den velstand, vi har her i landet. Derfor skal den nye og mere reelle opgørelse bruges som grundlag for at styrke de områder, der er bedst til at skabe overskudsgivende nettoeksport.

Vi skal ændre vores bnp-statistikker, så de bliver retvisende, med hensyn til hvor værdierne reelt produceres. Det skal medregnes, hvor arbejdet udføres, og de områder, der ikke reelt er knyttet til en bestemt geografi, skal opgøres i særlige søjler, så de ikke fortegner billedet af, hvilke områder der reelt skaber vores bnp.

Så vil vi i Danmark vide, hvor vores værdier bliver skabt, og vi vil have det rigtige grundlag for at tage beslutninger, der sikrer, at vi også i fremtiden er et af verdens rigeste lande med en velfærd, der sikrer alle danskere et godt liv på lige vilkår.