Kronik bragt i Weekendavisen, fredag 18. december 2015, af Kim Ruberg, kommunikationsrådgiver og bestyrelsesmedlem i Danmark på Vippen
Tilsammen står landbrug, industri og søfart for næsten hele den overskudsgivende danske nettoeksport, og disse sektorer holder næsten udelukkende til uden for de store byer. Det er her, pengene tjenes, men de produktive danskere i de områder får ikke lov til at beholde de penge, de tjener. De bliver med statsadministrativ effektivitet suget til hovedstaden.
Efter danskernes nej i afstemningen om retsforbeholdet har diverse meningsdannere stået i kø for at forklare resultatet. Et gennemgående tema i denne særlige genre af politisk bagklogskab har været, at danskerne stemte nej, fordi broderparten af befolkningen er indskrænkede, uoplyste og simpelthen ikke forstår sig på politik.
Blandt de mest fremtrædende repræsentanter for denne forklaringsmodel finder vi den københavnske meningsautomat Peter Mogensen, der som kommentator på TV2 News i sidste uge gjorde det klart, at »det er danskerne, der er problemet«.
Skylden for miseren ligger med andre ord hos de smalsynede vælgere, der stædigt nægter at rette ind og følge magtelitens kloge anvisninger. Af lignende karakter er Uffe Ellemanns og Malene Winds karakteristik af nej-sigerne som henholdsvis »idioter« og »pinagtige fedtspillere«.
En noget mere sober version gav Frede Vestergaard den 11. december her i avisen, hvor han konstaterede, at der rundt omkring i landet var store forskelle på, hvordan nej-siden og ja-siden var fordelt. Ifølge Frede Vestergaard var der ja-flertal i de velhavende områder nord for København og i de dyre kvarterer omkring Odense og Aarhus og overvejende nejflertal i resten af landet, og det fik ham til at konkludere, at danskernes nej hovedsageligt har rodfæste i de mest forarmede områder i landet, hvor flere er på offentlig forsørgelse, og hvor udsigten præges af »masser af salgsskilte foran boliger, som blandt andre dødsboer og skilsmisseramte har sat op for måneder siden«.
»Mange har utvivlsomt efter syv år med stagnation følt, at der var grund til at give det etablerede system en begmand,« konkluderede han.
Frede Vestergaard har på sin vis ret i det med at givepolitikerne en »begmand«, men når det gælder offentlig forsørgelse og forarmelse, falder også han for de myter, som Peter Mogensen og hans meningsfæller bygger op. Fakta er,at det er Lemvig, der har Danmarks laveste arbejds-løshed, og København, der ligger helt i top i den disciplin.
København ligger også godt til, når det gælder andelen af borgere på offentlig forsørgelse, og det endda selv om byen er usædvanlig effektiv til hurtigt at udstøde sine socialt belastede borgere og sende dem med enkeltbillet til de øvrige sjællandske kommuner, så man der kan få fornøjelsen af at betale for de sociale problemer, der opstår i København.
På samme måde er beskrivelsen af den forarmede provins en karikatur, der efterhånden er lige så forudsigelig, som den er falsk. Som den hvidbog, foreningen Danmark på Vippen udgav tidligere i år, dokumenterer, er det netop uden for de store byer, at størstedelen af Danmarks velstand bliver skabt.
Tilsammen står landbrug, industri og søfart for næsten hele den overskudsgivende danske nettoeksport, og disse sektorer holder næsten udelukkende til uden for de store byer, hvor langt over halvdelen af landets befolkning trods alt stadig foretrækker at leve, bo, arbejde og stifte familie. Og trives.
Det er her, pengene tjenes, men problemet er, at de produktive danskere i de områder ikke får lov til at beholde de penge, de tjener. De bliver med statsadministrativ effektivitet suget til
hovedstaden i en evig strøm af ubalancerede centraliseringstiltag.
Det har flertallet af danskerne nu fået nok af. Som også folketingsvalget i juni viste, har danskerne uden for de store byer nu fået nok af skævdelingen af landet. De har for længst indset, at statsadministrationen »pakker kortene« til fordel for hovedstaden og fortæller ganske simpelt politikerne, at de ikke længere stoler på, at de kan styre deres embedsmænd – eller måske ikke engang har viljen til at styre embedsmændene.
Afstemningen om retsforbeholdet handlede mere end noget andet om, hvor magten til at bestemme fremover skal placeres – ude hos folket eller inde på Christiansborg. Det var med andre ord en afstemning om, hvorvidt politikerne på Christiansborg kan betros ansvaret for at forvalte folkets ønsker. Og med det udgangspunkt er det oplagt, at danskerne uden for de store byer har haft gode grunde til at tvivle på deres politikere. Det er også oplagt, at de på dette punkt har haft et helt andet udgangspunkt end deres landsmænd i de rige byzoner.
En historisk stor omfordeling af den fælles velstand fra land mod by har i de seneste tre årtier forgyldt de indbyggere i de store byer, der typisk er offentligt ansatte eller ansatte i service-industrien og dermed blot flytter rundt på de penge, andre har tjent hjem til Danmark.
Med afsæt i en række omfattende centraliseringsreformer, betydelige offentlige investeringer i byfornyelse og infrastruktur og en tiltagende koncentration af de væsentligste uddannelses-institutioner har indbyggerne i de store byområder oplevet konstant fremgang, modernisering og eksplosion i ejendomsværdierne. I mellemtiden har borgerne uden for de store byer været udsat for et tilsvarende tab. Her har befolkningen oplevet, at deres repræsentanter på Christiansborg og i centraladministrationen i det store hele ikke mener, at deres del af Danmark er værd at bekymre sig om.
Den slags pres skaber et naturligt modpres, og den første store reaktion på den reelle afvikling af landkommunerne, som skiftende regeringer har stået fadder til, fik vi at se ved folketingsvalget i juni. Her vendte vælgerne uden for de store byer sig imod de traditionelle store partier i det, som lektor og forfatter Michael Böss i Information efterfølgende beskrev som en modreaktion fra et opland, der følte sig forrådt af den veluddannede storbyelite.
Den geografiske fordeling af ja- og nej-sigerne er på alle måder et spejlbillede af sommerens folketingsvalg, hvor befolkningen uden for de velstillede kvarterer i de store bysamfund ligeledes vendte de traditionelle partier ryggen i protest og manglende tillid til, at også deres behov og ønsker ville blive taget alvorligt.
Efter årtier med konstant centralisering og koncentrering af værdierne og magten omkring København nægtede et flertal af danskerne ganske enkelt at give de ansvarlige politikere beføjelser til også at accelerere den europæiske centralisering og koncentrering af magten omkring Bruxelles.
Frede Vestergaard har med andre ord ret i, at EUafstemningens resultat vidner om et kløvet land. Det er blot ikke velstand over for armod, der deler landet i spørgsmålet om EU, men derimod storbyelitens ønsker om centralisering og koncentrering af magten over for befolknings-flertallets krav om respekt for det faktum, at det er dem, der skaber Danmarks velstand og i konsekvens af det en geografisk ligelig fordeling af landets velstand og indflydelse. I al sin enkelthed er afstemningen en gentagelse af det slogan, de 13 kolonier i Amerika samledes om, da de startede uafhængighedskrigen mod kolonimagten England: »No taxation without representation. « Eller oversat til dansk i 2015: »Vi vil have vores fair andel af den velstand, vi skaber.«
Danskernes nej til afskaffelsen af retsforbeholdet var derfor først og fremmest endnu et nej til embedsmændenes automatiske centraliseringsmaskine.
Illustration: Charlotte Pardi