Min medfølelse for de udflytningsramte akademikere ville være noget mere dybfølt, hvis de tidligere havde udvist den samme solidaritet for danske industriarbejdere og deres ulyksaligheder.

Af Casper Gronemann, cand.scient.adm. og politisk analytiker
Klummen er bragt i Information d. 20/10 2015

Det er efterhånden mange år siden, at globaliseringen meldte sin ankomst i den del af Danmark, der ikke befinder sig i cykelafstand til Statens Museum for Kunst. Den branche, der vel nok er hårdest ramt, fik sin første smagsprøve i 2003, da et slagteri i Slagelse nedlagde 65 arbejdspladser. I de følgende år har den internationale konkurrence kørt en tank igennem det danske industrilandskab. Ikke kun slagterierne men også industrigiganter som Vestas er blevet påvirket.

Siden globaliseringen fik luft under vingerne og begyndte at klemme den danske industris konkurrencemuskel, er livet blevet langt mere kompliceret for de ufaglærte og erhvervsuddannede, der finder beskæftigelse i industrien. Hovedstadens svar har været et usolidarisk mantra om, at vi skal ’leve af vores viden’ og en besked om at lade falde, hvad der ikke kunne stå.

Til sidst gav befolkningen op. ’Gør noget for os, ellers gør vi noget ved jer!’ syntes at være budskabet fra valgresultatet den 18. juni. Venstre var ikke sen til at formulere et populistisk svar med tvivlsom virkning: udflytningen af et stort antal statslige arbejdspladser til kommuner langt fra hovedstaden.

Og det er noget, man kan mærke i kultureliten og centraladministrationen. I det årti, globaliseringen har ageret konkurrence-Godzilla i resten af landet, har embedsmænd og forskere fra deres trygge kontorstillinger skrevet mangt og meget om globaliseringens sørgelige, men uundgåelige omkostninger for det jævne menneske. Hvem skulle have troet, at disse omvæltninger pludselig ville påvirke dem selv?

Det er ikke for at forklejne de personlige omkostninger for dem, der påvirkes af regeringens leflen for udkantsstemmer. Jeg har stor sympati for mennesker, der af mere eller mindre arbitrære årsager får besked på at foretage voldsomme ændringer i deres liv.

Debattens omfang forekommer dog absurd sammenlignet med den sparsomme spalteplads dedikeret til den eroderende industri. Udflytningen har fået karakter af en national tragedie. Alene Politiken har kørt over 17 historier om emnet med overskrifter såsom »Chok i Naturstyrelsen: ’Jeg vil ikke til Jylland’« og »Man river familier op med rode«. DR har fortalt, hvordan tårerne flød frit blandt medarbejderne i Stats- administrationen, som fik krisepsykologer stillet til rådighed.

Hele cirkusset fik satirikeren Mikkel Andersson til at spørge: »Kan I huske dengang i 2014, hvor de 280 fyrede på et slagteri i Ringsted eller de 472 på et i Faaborg fik krisehjælp og væg-til-væg-dækning af konsekvenserne for børn, familieliv osv.? Det kan jeg heller ikke.«

Når industriarbejdere rammes af såkaldte omstruktureringer, betyder det nemlig ikke psykologhjælp og længere til arbejde. Det betyder en fyreseddel. Hvis de er heldige, kan de indgå i et socialt program, der ’relokaliserer’ dem til en anden arbejdsplads, somme tider med dårligere løn og vilkår. Det har været virkeligheden for en stor gruppe danskere i meget lang tid. Hvordan kan det så være, at historien om en håndfuld HK’ere og akademikere, der tvinges til at pendle, fylder mere og giver anledning til mere sympati fra københavnerne?

Sandheden er, at der er ufatteligt langt fra skummet på en Baresso-latté til virkeligheden for en slagter i NNF. Som forfatter Erling Jepsen så smukt formulerede det, da han udtalte sig om favoriseringen af storbyerne: »Først pisser I på os, så siger I vi lugter.«

Udflytningen er simpel klassekamp. I mere end et årti har man haft muligheden for at tage udkantens problemer alvorligt og formulere en løsning på truslen mod almindelige menneskers arbejdspladser. Den mulighed har Danmarks elite forpasset, og konsekvenserne udspiller sig nu som endnu et tåbeligt projekt fra Venstre, der forsøger at løse landets infrastrukturelle rod ved at flytte et par embedsmænd og -kvinder til provinsen.

Vi storbyakademikere har imidlertid kun os selv at takke for, at det kom så vidt. Hvis vi begynder at tage landets strukturelle problemer alvorligt, lader udkanten os sikkert hellere end gerne blive boende nær caféer, hvor vi kan få lov til at betale 50 kroner for en kop håndmalet Kachalu-kaffe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *