Flere decentrale uddannelser: ”Vi skal ikke skabe døde pletter på landkortet”

Selvfølgelig skal vi oprette flere universitetsuddannelser uden for de største byer, lyder det fra Jesper Frost Rasmussen og Henrik Uhd i et debatindlæg i Altinget.

”Den kommende uddannelsesaftale skal ikke kun indeholde krav om udflytning af uddannelsespladser, men også se på, hvordan uddannelserne lokalt kan implementeres og forankres,” skriver Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune og næstformand i Balance Danmark, og Henrik Uhd, direktør i VIKING Life-Saving Equipment og formand i Education Esbjerg, i et indlæg i Altinget.

”Et rigtigt godt eksempel på, at udflytning kan skabe innovative og regionalt forankrede uddannelser, er SDU’s kandidatuddannelse i medicin i Esbjerg. Uddannelsen er blevet skabt efter mange års arbejde og tæt dialog mellem SDU og lokale kræfter om, hvordan man kan løse lægemanglen i Syddanmark. Resultatet er blevet en unik uddannelse, hvor kandidatstuderende som en del af deres uddannelse er fast tilknyttet en afdeling på Sydvestjysk Sygehus. Det giver langt mere jobparate dimittender. De studerende er også glade for uddannelsen. Adgangskvotienten på uddannelsen blev ved seneste optag på 10,3. Det er højere end kvotienten på medicinuddannelsen i Aarhus,” skriver de i indlægget.

De sender samtidig en direkte appel til de politikere, som i øjeblikket er ved at forhandle en ny uddannelsesaftale på plads.

”Kære regering og aftalepartier, vi ved, at I er i gang med en utrolig svær opgave. Tak for, at I påtog jer opgaven. Det kræver stort mod at gå så offensivt til opgaven, som I har gjort. Men det er det, der skal til, hvis vi fortsat skal sikre højtuddannet arbejdskraft uden for de fire største byer. Vi skal ikke skabe døde pletter på landkortet, men fortsætte med at vækste i hele Danmark.”

Læs hele debatindlægget i Altinget her.

Flere decentrale uddannelser: ”Vi skal ikke skabe døde pletter på landkortet”