Balance Danmark-analyse giver genlyd igen: Tusindvis af nye statslige arbejdspladser til hovedstaden

København har fået knap 10.000 nye statslige arbejdspladser siden 2015 – dét på trods af, at den politiske ambition i skiftende regeringer har været at flytte statslige arbejdspladser fra hovedstaden til provinsen. Det fremgår af en analyse fra Balance Danmark, skriver TV2 Nyhederne.

Under folketingsvalgkampen udgav Balance Danmark en analyse af den geografiske fordeling af statslige arbejdspladser. Analysen dokumenterer en massiv, underliggende centralisering af de statslige arbejdspladser i hovedstaden.

Selvom der er blevet flyttet ca. 5.750 statslige arbejdspladser fra hovedstaden til resten af Danmark fra 2015 til 2022, kommer København og omegn i perioden ud med et plus på ca. 4.200 statslige arbejdspladser. Dermed har hovedstaden fået tilført knap 10.000 nye statslige arbejdspladser siden 2015. 

Analysens konklusioner har de seneste dage igen fundet vej til medierne. TV2 Nyhederne skriver bl.a., at Danmarksdemokraterne onsdag d. 11. januar stillede den nye landdistriktsminister, Louise Schack Elholm (V), en række spørgsmål på baggrund af Balance Danmarks analyse.

– Det er enormt vigtigt, at Danmark ikke knækker mere over, end det er i forvejen. Vi har brug for arbejdspladser ude i landet, for at skolerne kan hænge sammen og for at infrastrukturen bliver ved med at være der. Det hele er jo et kredsløb, siger Susie Jessen (DD) til TV 2 forud for onsdagens spørgetime i folketingssalen.

Borgmestre råber op
Også flere borgmestre har kommenteret på Balance Danmarks analyse de seneste dage. Til TV2 Fyn siger Hans Stavnsager (S), borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, at planen om at flytte statslige arbejdspladser ikke har været helt realistisk.

– Den udflytning er kommet det, man kan kalde mellem-kommunerne til gode. Altså de er ikke nået helt ud til os i landkommunerne. Så der er vi udsat for den generelle centralisering, der sker mange steder i vores samfund, siger Hans Stavnsager.

I dagens leder i Fyns Amts Avis er analysen om statslige arbejdspladser også omdrejningspunktet. Her skriver avisen bl.a., at udflytningen set fra et sydfynsk perspektiv har været ”en stor narresut”.

På Fyn er det kun Odense og Middelfart kommuner, der har oplevet en stigning i antallet af statslige arbejdspladser fra 2015 til 2022. De resterende kommuner har alle mistet statslige arbejdspladser i perioden. Og det er et reelt problem, skriver Fyns Amts Avis.

– Statslige ansatte får løn, og den løn er vi alle med til at betale. Statslige ansatte betaler også kommuneskat, og det betaler de til den kommune, de bor i. Statslige ansatte køber huse og dagligvarer. Nogle af de nye statslige ansatte i Odense har sikkert fundet en bolig på Sydfyn, men nok langt fra så mange, som hvis Miljøstyrelsen for eksempel var blevet placeret i Svendborg og ikke i Odense.

Du kan læse hele Balance Danmarks analyse af den geografiske fordeling af statslige arbejdspladser her.

Foto: Unsplash, Rolands Varsbergs.

Balance Danmark-analyse giver genlyd igen: Tusindvis af nye statslige arbejdspladser til hovedstaden