Roadpricing: Det skal være dyrere at køre bil i byerne og billigere på landet

Regeringen lægger nu op til at indføre roadpricing i Danmark. En vinder for både by og land, siger transportministeren.  

Regeringen foreslår, at det skal være dyrere at køre bil i de store byer, hvor trængslen er høj, og adgangen til kollektiv trafik er stor. Samtidig skal det være billigere at køre bil på landet, hvor afstandene er store, og hvor den kollektive trafik mange steder er ikke-eksisterende.

Jyllands-Posten skriver, at regeringen ønsker at koble roadpricing sammen med en ændring af hele afgiftssystemet for biler, så man ikke betaler så meget for at købe en bil, men til gengæld betaler mere for at bruge den, alt efter om det sker i byen eller på landet.

Balance Danmark bakker op om forslaget, som vil mindske CO2-udledningen og trængslen i byerne og samtidig komme familier på landet til gode, som bl.a. er afhængige af 2 biler.

– Sådan et projekt vil være en vinder for både land og by, siger transportminister Thomas Danielsen (V) til Jyllands-Posten.

Også hos FDM ser man positivt på forslaget.

– I dag koster det det samme at køre i Hanstholm og i Hellerup. Hvis man fjerner alle bilafgifter og kun beskatter efter, hvor og hvornår man kører, vil det ende med at blive voldsomt dyrt i Hellerup og meget billigt at køre i Hanstholm. Det er interessant, hvis politikerne er klart til at tage den snak, siger Torben Lund Kudsk, afdelingsleder i FDM, til Jyllands-Posten.

Læs hele artiklen i Jyllands-Posten her.

Foto: Unsplash, Rolands Varsbergs.

Roadpricing: Det skal være dyrere at køre bil i byerne og billigere på landet