Foto: Destination Vesterhavet. Billedet må kun bruges til omtale af DV.

Staten bør i langt højere grad skyde penge efter vestkysten, når det kommer til investeringer i turismen, skriver Peer H. Kristensen, direktør i Destination Vesterhavet, i et debatindlæg i Turistmonitor.

– Destination Vesterhavet har for længst overhalet storbyerne i internationale overnatninger, og enhver investeringsrådgiver ville formentligt anbefale staten at skyde penge efter Vestkysten i en mere forpligtet og permanent form. Væksttallene for de sidste 5-10 år understreger, at Vesterhavet er rykket godt op på popularitetsskalaen – selv uden statsstøtte, men der mangler investeringer, skriver Peer H. Kristensen.

Siden 90’erne har København været italesat som Danmarks vækstdynamo inden for turistudvikling. Turismevæksten i hovedstaden var nærmest samfundskritisk for hele Danmark, skriver Peer H. Kristensen.

– Staten investerede tykt i den Københavnske turismeudvikling. En nålestiksprioritering, der var værdifuld på flere områder og sikrede kapacitetsudvikling, der skabte grobund for den fremtidige vækst – både i forhold til storbyturisme og erhvervsrejsende.

På vestkysten er det derimod private, lokale investeringer, der har båret væksten. Men den prioritering fra statens side kan ikke fortsætte, skriver Peer H. Kristensen. De lokale ressourcer rækker ikke længere, og der er slet ikke kapacitet nok til at udnytte vækstpotentialet. Derfor bør staten nu prioritere vestkysten.

– Hvis turismen var samfundskritisk i København i halvfemserne, er den kritisk samfundsbevarende i fremtiden ved Vestkysten. Grundforudsætningen er politisk prioritering og investering i kapacitetsudvidelse. ’Pick the winners’ bør være hovedreglen, når staten prioriterer midler og national turismestrategi. Investeringen skal centreres der, hvor man allerede har vist, at man kan og vil – både fra erhvervets og kommunernes side.

Læs hele debatindlægget i Turistmonitor her.

Foto: Destination Vesterhavet.

Debat: Vestkysten er Danmarks største driver for turismevæksten