SVM-regeringen skrotter uden nogen form for fornuftig forklaring en velgennemtænkt og allerede igangsat plan om at skabe et Danmark i bedre uddannelsesbalance, skriver Kim Ruberg, bestyrelsesformand i Balance Danmark, i et debatindlæg i Avisen Danmark.
Regeringen har justeret uddannelsesaftalen, så den ikke længere gælder de fire store velfærdsuddannelser. Det møder stor kritik fra Balance Danmark.
I et debatindlæg i Avisen Danmark skriver organisationens bestyrelsesformand, Kim Ruberg, at selvom alle Folketingets partier er enige om at skabe bedre balance i Danmark, går regeringen nu den stik modsatte vej.
– Den nye regering starter med et eklatant løftebrud og skrotter uden nogen form for fornuftig forklaring en velgennemtænkt og allerede igangsat plan om at skabe et Danmark i bedre uddannelsesbalance. De aflyser kynisk, uforklarligt og uargumenteret en bedre fordeling af vores velfærdsuddannelser, skriver Kim Ruberg.
Brev til uddannelsesministeren
Balance Danmark sendte i sidste uge et brev til uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M), hvor organisationen slår fast, at regeringen med justeringen af aftalen sender et klart signal om, at man prioriterer de store byer.
– Udfordringen med at skaffe sygeplejersker, pædagoger, lærere og socialrådgivere er markant i hele landet – ikke mindst uden for de store byer. Justerer regeringen uddannelsesaftalen, så de planlagte velfærdsuddannelser uden for de store byer bliver skrottet, samtidig med at uddannelserne i de fire store byer ikke skal nedskalere optaget, sender regeringen et klart signal om, at man prioriterer de store byer frem for resten af landet, skriver Balance Danmark bl.a. i brevet.
Uddannelses- og forskningsministeren har senest forklaret, at udflytningen af de store velfærdsuddannelser bliver frivillig. Det betyder, at pengene ifølge uddannelsesministeren følger med jf. uddannelsesaftalen, hvis uddannelsesinstitutionerne vælger at oprette uddannelserne decentralt. Der er dog langt fra nogen garanti for, at uddannelsesinstitutionerne vælger det.