Over to tredjedele af statens støtte til scenekunst bliver udbetalt i Region Hovedstaden. Unfair, lyder det fra teaterdirektør.
»Hvis man kigger på den nationale fordeling af scenekunstmidler, så er der en klar nedprioritering af blandt andet Region Syddanmark. Hovedstaden sluger mange midler, og det er også o.k., men jeg mener, at når politikerne nu prædiker den nationale balance på alle mulige politiske områder, så har vi altså en pointe, når man ser helt faktuelt på det,« siger Jakob Engmann, teaterdirektør for BaggårdTeatret i Svendborg, til Jyllands-Posten.
Han henviser her til en analyse, Balance Danmark tidligere har udgivet, der bl.a. viser, at over to tredjedele af statens støtte til scenekunst bliver udbetalt i Region Hovedstaden.
Statens støtte til scenekunst er finansieret af os alle sammen. Derfor har Balance Danmark også en naturlig forventning om, at den statsstøttede scenekunst er tilgængelig i en rimelig balance for alle landets borgere, uanset hvor i landet man bor. Det er ikke tilfældet i dag.
Derfor kæmper Balance Danmark også for en langt mere fair fordeling af scenekunstmidlerne. I første omgang anbefaler vi en overordnet politisk gennemgang af den geografiske fordeling af støtte til scenekunstområdet og en vurdering af, om dette stemmer overens med visionen om at have lige vilkår for kultur i hele landet.
Læs hele artiklen i Jyllands-Posten her.
Foto: BaggårdsTeateret, Svendborg.