Millioner på vej til lokale ugeaviser

Stigende priser og faldende annonceindtægter har truet mange ugeaviser på deres eksistens. Regeringen vil nu afsætte 43 mio. kr. til ugeaviserne.

– Det er vigtigt, at der findes lokalmedier i hele Danmark. De er med til at binde Danmark sammen og skabe et fællesskab om de vigtige historier fra dagligdagen i Danmark, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) til Avisen Danmark.

Regeringen vil afsætte 43,1 mio. kr. på finansloven for 2023 i en pulje udelukkende til ugeaviserne i Danmark. Det sker for at sikre den videre eksistens af lokalmedier rundt i landet, siger kulturministeren.

– Selvom vi ikke er et særligt stort land geografisk, er der alligevel store forskelle på tværs af byerne. Her er det vigtigt med en journalist, der skriver, hvad der foregår i byen og i lokalmiljøet, siger Jakob Engel-Schmidt til Avisen Danmark.

Balance Danmark har i en årrække kæmpet for, at tilskuddet til de trængte ugeaviser bliver øget.

– Lokale medier er tæt på borgerne. De fortæller de lokale nyhedshistorier, og de holder de lokale beslutningstagere i ørerne. Begge dele er vigtigt i et demokratisk samfund. Derfor bakker Balance Danmark også fuldt op om regeringens forslag, som vil styrke mediedækningen i hele landet, siger Martin Ø. Carstensen, sekretariatschef i Balance Danmark.

Han opfordrer samtidig til, at pengene hurtigt finder vej til ugeaviserne.

Glæde hos Danske Medier
Samme positive toner lyder fra Danske Medier, der repræsenterer 240 private medievirksomheder i Danmark.

– Vi er meget glade for, at regeringen har lyttet til branchen og nu udviser reel handling ud fra løfterne. Der har alt for længe været behov for afklaring om den lovede håndsrækning til ugeaviserne, og det kan ikke gå hurtigt nok med nu at få midlerne ud på de lokale ugeavisredaktioner. De har ventet i flere år og har akut brug for støtten, der skal styrke oplysning og demokratisk debat udenfor de store byer,” siger Mads Brandstrup, adm. direktør i Danske Medier, i en pressemeddelelse.

Foto: Nicolas Cho Meier

Millioner på vej til lokale ugeaviser