Når mængden af hjemmearbejde vokser, er flere villige til at flytte længere væk fra arbejdspladsen. Det kan få en positiv betydning for bosætningen uden for de store byer, viser ny analyse udarbejdet af Small Great Nation på vegne af tænketanken Kraka og Deloitte.
»Der er flere familier, der finder ud af, at livskvaliteten er en hel del højere, hvis man er omgivet af frisk luft og grønne planter, end hvis man bor i en lille lejlighed på 3. sal i København eller Aarhus. Og den bevægelse er, som vi ser det, blevet forstærket af hjemmearbejdet«, siger Kim Ruberg, formand for Balance Danmark, til Politiken.
En stor del af de offentlige og private arbejdspladser er i dag placeret i de store byer. Netop derfor er det sandsynligt, at øget hjemmearbejde vil føre til, at flere bosætter sig uden for de store byområder.
Krakas direktør, Peter Mogensen, siger til Politiken, at de medarbejdere, der kan arbejde hjemme, typisk bor lidt længere væk fra arbejdspladsen.
»Derfor er der, for os at se, stor sandsynlighed for, at et massivt mere omfattende hjemmearbejde vil påvirke vores bosætningsmønstre og gøre det mere oplagt for flere lønmodtagere at bosætte sig i større afstand af arbejdspladsen.«
Læs hele artiklen i Politiken her.