Et nyt internationalt modtagecenter for tilflyttere fra andre EU-lande bør placeres i Esbjerg. Sådan lyder opfordringen fra syv vestjyske borgmestre til udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S).
Ankommer du i dag til det vestjyske som eksempelvis international specialiseret medarbejder i energisektoren, er der langt til det nærmeste modtagecenter i Odense. Det vil en række vestjyske kommuner nu have lavet om på.
Derfor foreslår de i et brev til udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye, at man placerer et nyt modtagecenter – International Citizen Service-centre (ICS) – i Esbjergs gamle Ting & Arresthus.
I dag er der etableret modtagecentre for tilflyttere fra andre EU-lande i København, Aarhus, Aalborg og Odense. Centrene yder hjælp til eksempelvis udstedelse af NemID og skattekort.
”I dag er Vestjylland uomtvisteligt dårligere stillet end resten af landet. I det nuværende setup, hvor international arbejdskraft fra andre EU-lande kan få hjælp i de fire ICS-centre, tvinges vores tilflyttere til at transportere sig lange distancer. De får en kompliceret start, myndighedsdanmark virker utilgængeligt, og vores virksomheder får dårligere rekrutteringsmuligheder, når besværet bliver alment kendt,” siger Jesper Frost Rasmussen (V), borgmester Esbjerg Kommune og næstformand i Balance Danmark, til Jydske Vestkysten.
Han bliver i brevet til udlændinge- og integrationsministeren bakket op af sine borgmesterkollegaer i Varde, Fanø, Tønder, Vejen, Ringkøbing-Skjern og Billund.
”Opbakningen fra vores nabokommuner understreger jo også tydeligt, at der er tale om en generel ubalance og ikke blot et lokalt ønske i Esbjerg,” siger Jesper Frost Rasmussen til Jydske Vestkysten.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye oplyser i et brev til de syv vestjyske kommuner, at KL, Beskæftigelsesministeriet, Skatteministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet fortsat er i dialog om en ny ICS-model.
Foto: Esbjerg Kommune.