Tidligere overvismand om det skæve boligmarked: Det er med til at øge uligheden

Boligmarkedet har udviklet sig voldsomt skævt siden finanskrisen, viser ny undersøgelse. Det er med til at trække landet mere skævt, vurderer professor i økonomi ved Aarhus Universitet og tidligere overvismand Michael Svarer.

Fra 2007 til 2022 har husejere i postnumrene på Frederiksberg kunne notere sig værdistigninger på 80 til 87 procent. Skarpt forfulgt af en række københavnske postnumre – alle med stigninger på over 60 procent.

I samme periode er huspriserne i fx postnummer 4735 Mern faldet 37 procent, i 4772 Langebæk er de faldet 32 procent og i 4660 Store Heddinge er nedgangen i værdierne beregnet til 26 procent.

Det viser en undersøgelse af udviklingen i husværdierne fra 2007 til 2022 som analysefirmaet Kaas & Mulvad har foretaget for TV2.

”Det er virkelig, virkelig skævt. Det er jo helt vildt, at man kan få så store kapitalgevinster ubeskattet. Det er med til at øge uligheden,” siger Michael Svarer, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, til TV2.

Undersøgelsen viser også, at 336 sælgere – overvejende i Gentofte, Frederiksberg og København – har haft boliggevinster på mere end ti millioner kroner.

”Det er jo virkelig mange penge, hvis man har tjent ti millioner kroner. Det er nærmest livsindkomsten for nogle grupper. Det er nogle meget markante formuegevinster, der tilfalder en relativ lille del af befolkningen,” siger Michael Svarer.

I TV2’s artikel kan du slå dit eget postnummer op og se, hvor meget huspriserne enten er steget eller faldet siden 2007. Læs artiklen her.

Tidligere overvismand om det skæve boligmarked: Det er med til at øge uligheden