Tønder Kommune nu medlem af Balance Danmark

Tønder Kommune har netop besluttet at melde sig ind i Balance Danmark, som kæmper for et Danmark i bedre geografisk balance. “Vigtigt med et stærkt talerør,” siger borgmester i Tønder Kommune, Henrik Frandsen (V).

Balance Danmark fokuserer først og fremmest på at bidrage med viden til debatten om Danmarks balance, fordi det ifølge organisationen er altafgørende, at politiske beslutninger, der påvirker landets balance, baseres på et objektivt og oplyst grundlag.

“For Tønder Kommune er det vigtigt, at der fastholdes en dagsorden om, at hele Danmark skal udvikles stærkt, så hele landet kan bidrage i forhold til fremtidige udfordringer. Derfor er det naturligt, at Tønder Kommune nu tilslutter sig Balance Danmark, som er en vigtig og stærk organisation i denne debat,” siger borgmester i Tønder Kommune, Henrik Frandsen (V).

Balance Danmark arbejder blandt andet på at styrke de erhvervsklynger, som findes rundt omkring i landet, og som hver især sikrer værdi for Danmark som helhed.
“Vi er meget glade for, at Tønder Kommune nu er med i Balance Danmark. Tønder Kommune er en del af den stærke energi- og turismeklynge, som vi har i Sydvestjylland,” siger Kim Ruberg, bestyrelsesformand i Balance Danmark.

“Tønder Kommune arbejder målrettet med udvikling af vores kerneerhverv. Det er vigtigt, at vi har stærke talerør i forhold til vores behov indenfor fordeling af nationale midler indenfor erhvervs- og turismeudvikling,” siger Henrik Frandsen (V), borgmester i Tønder Kommune og fortsætter.

“Vi vil være med til at sætte fokus på mulighederne for at skabe udvikling uden for de store byer gennem mere fleksible planmuligheder, bedre infrastruktur, flere erhvervsuddannelser samt ikke mindst en mere retfærdig kommunal udligningsordning,” siger han.

 Balance Danmark har fokus på viden, analyse og udvikling. Organisationen formidler viden om et Danmark i geografisk balance, producerer analyser om udviklingstendenser og fordelingsmæssige spørgsmål og igangsætter konkrete projekter til gavn for udviklingen regionalt og lokalt.

Balance Danmark ændrede navn fra Danmark på Vippen i december 2018, hvor foreningerne Staten i hele Danmark og Oprør fra Udkanten samtidig tilsluttede sig. Læs mere om Balance Danmark her.

Tønder Kommune nu medlem af Balance Danmark