Skive Kommune nyt medlem af Balance Danmark

Skive Kommune har meldt sig ind i organisationen Balance Danmark, der arbejder for at skabe lige vilkår for at kunne bo, leve og drive virksomhed i hele landet.

Balance Danmark, der ændrede navn fra Danmark på Vippen i december 2018, hvor foreningen Staten i hele Danmark samtidig tilsluttede sig, oplever stigende medlemsfremgang og kan nu byde Skive Kommune velkommen som nyeste medlem:

“Balance Danmarks opgave er at bidrage til udviklingen af et sammenhængende Danmark ved at udarbejde løsningsorienterede analyser om vækst og udviklingsmuligheder, der styrker hele landet. Vi kæmper kort sagt for et Danmark i geografisk balance, fordi det vil sikre et rigere Danmark. Jo mere støtte og opbakning, vi får til det projekt, jo mere vil og skal politikerne også lytte til os og de fælles budskaber, som hele organisationen samlet står bag. Derfor er jeg rigtig glad for at byde Skive Kommune velkommen som nyt medlem,” siger Kim Ruberg, formand for Balance Danmark.

I Skive Kommune er borgmester Peder Christian Kirkegaard (V) glad for, at kommunen er blevet en del af en stærk organisation:

“Det er helt oplagt, at vi bliver en del af Balance Danmark. Sammen med en række andre kommuner kan vi på den måde være med til at fastholde en politisk dagsorden, der skaber et Danmark i bedre balance.”

Skive Kommune vil blandt andet være med til at sætte fokus på mulighederne for at skabe udvikling uden for de store byer gennem ændring af planloven, bedre infrastruktur, flere erhvervsuddannelser samt ikke mindst en mere retfærdig kommunal udligningsordning, siger Peder Christian Kirkegaard:

“Det er alle afgørende forudsætninger for, at både bosætning og erhvervsliv trives og udvikler sig i vores del af landet. Og det er jo ikke fordi, vi står med hatten i hånden. For eksempel har vores grønne erhvervspark GreenLab Skive givet genlyd internationalt. Der er virksomheder under opførelse, som med banebrydende nyskabelser inden for den grønne omstilling er med til at bringe os helt i front, hvad udviklingen af fremtidens energiteknologier angår. Det er en udvikling, der vil komme hele landet til gode,” siger han.

Balance Danmark har fokus på viden, analyse og udvikling. Organisationen formidler viden om et Danmark i geografisk balance, producerer analyser om udviklingstendenser og fordelingsmæssige spørgsmål og igangsætter konkrete projekter til gavn for udviklingen regionalt og lokalt.

For yderligere spørgsmål kontakt:
Martin Ø. Carstensen
Chef for Politik og Kommunikation
Tlf.: 23 71 00 43
Mail: mac@balance-danmark.dk

Skive Kommune nyt medlem af Balance Danmark